I de udviklede lande har der gennem flere årtier været en forøgelse af livsstilsrelaterede sygdomme som eksempelvis hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk og diabetes.
Der er udarbejdet et hav af undersøgelser der viser at der er en sammenhæng imellem kost og risikoen for at udvikle forskellige livsstilssygdomme.
En undersøgelse foretaget af Ryota Hosomi m.fl. så på sammenhængen mellem indtaget af protein og fedt fra fisk og hvorledes det påvirkede rotters fedtmetabolisme. Det er før set, at proteiner i kosten påvirker fedtmetabolismen hos mennesker og dyr, men langt de fleste af disse har fokuseret på planteprotein kontra kasein (der er et mælkeprotein, da blandt andet er brugt i flere typer af proteinpulver og diverse proteinholdige produkter som ost og i pølser). I Hosomis forsøg så de på effekten af protein og olie fra fisk på henholdsvis fedtmetabolismen i blodet og i leveren.
I undersøgelsen fandt forskerne frem til at protein fra fisk alene sænkede kolesterolindholdet i blodet. Ved at kombinere både protein og olie fra fisk i kosten, blev der ligeledes observeret et sænket kolesterolindhold i blodet, men der blev også observeret et fald i triacylglycerol. Ved kombinationen af protein og olie var det også muligt at vise et signifikant fald i LDL-kolesterol (det ”dårlige” kolesterol).
Undersøgelsen tyder altså på, at kombinationen af protein fra fisk kombineret med olie fra fisk har en gavnlig effekt i ønsket om at mindske risikoen for at udvikle diverse livsstilssygdomme.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!